Mogens Brandt

Mogens Brandt, 1.3.1909-21.1.1970, skuespiller, forfatter. Født i Kbh. (Andr.), død sst. (Pauls), begravet sst. (Bispebjerg). Efter studentereksamen 1928 fra GI. Hellerup gymnasium debuterede B. året efter som skuespiller på Studenterscenen og gik samtidig på komediehusets elevskole 1929-30. I de følgende år virkede han dels som skuespiller, dels som sceneinstruktør både i Kbh. og i provinsen, og 1943 havde han sin dramatikerdebut i kriminal-spillet For aabent Tæppe på Frbg. teater. Hans interesse for teatret og filmen førte ham gradvis over i journalistik – således var han 1941-43 teater- og filmanmelder ved dagbladet Børsen og fra 1961-66 pressesekretær ved Det ny teater hvor han også lejlighedsvis påtog sig mindre roller. Det er dog som gastronom at B. blev kendt af en større offentlighed. Allerede som dreng havde kogekunsten hans interesse, og som spejder skrev han sin første lille bog om mad, Kogebog for Lejrfolk. Men trods gastronomisk interesse forblev teater og film hans nok lidt uforløste kærlighed, og det førte ham jævnligt ud på rejser hvor Paris altid var hans foretrukne mål. Han færdedes hjemmevant på venstre Seinebred, og som en talentfuld sporhund fandt han hurtigt frem til de små spisesteder hvor maden var god, og hvor priserne passede de danske turister. Resultatet af dette behagelige pionerarbejde nedlagde han i bogen Spis med mig i Paris som kom i adskillige oplag. Det var chefredaktør Hakon Stephensens fortjeneste at han allerede i 1961 knyttede B. til Politiken som gastronomisk medarbejder, og hans ugentlige spalte blev læst og diskuteret fordi B. sjældent lagde fingrene imellem når han fandt anledning til kritik. Skånselsløst kastede han sig over de ringe råvarer som kritikløst blev købt af de godtroende forbrugere: kodeæg og industrikyllinger, tremmekalve, flæsket, pølserne og brødet måtte holde for. Hans angreb i et stort dagblad vakte opmærksomhed, og landbruget og kyllingeindustrien tog skarpt til genmæle, men B. blev ved, og det hjalp. Han angreb også det danske restaurationskøkken der dels overlæsser og dels blander uforenelige ingredienser sammen. Også det danske smørrebrød – hvor alt hviler på et slattent salatblad -blev genstand for hans kritik. Gennem avisens spalter og bøgerne Det gode bord, 1963, Man tager et sølvfad, 1965 og Køkkenglæder, 1968 højnede han sine landsmænds interesse for mad, og utrættelig slog han til lyd for at selv dagligdagens køkken blev bedre hvis råvarerne blev bedre. 1964 stiftede B. – som et resultat af sit arbejde – Det danske gastronomiske akademi hvor blandt andet Poul Henningsen, John Price, Jens Bang og Jens Kruuse havde sæde, og arbejdet blev ikke uden indflydelse på fødevareindustrien. Fra 1959 og til sin død var B. medlem af Dansk skuespillerforbunds bestyrelse.