Malene Schwartz

Skuespiller. Født 10/8 1936. Gift med forfatter Poul Hammerich (1927-92). Uddannet på Privatteatrenes Elevskole 1955-57 med efterfølgende ansættelse ved Alléscenen. 1961-70 ansat ved Det kgl. Teater. Op gennem 70'erne medvirkede hun i adskillige musicals, bl.a. på Det ny Teater og Scala (Eliza i "My fair lady"), og udviklede sit komiske talent i bl.a. Tivolirevyen og Cirkusrevyen. I 1980 direktør for Bristol Teatret (sammen med Lone Hertz), derefter fra 1982-92 for Aveny Teatret (de første to sæsoner med Lone Hertz) og fra 1994-2001 for Ålborg Teater. Hun var 1960'ernes første-ingénue side om side med Ghita Nørby, men hun debuterede i en større birolle som en ikke videre artig østrigsk pige i den svensk-danske co-produktion "Pige søger natkvarter" (1956). Og i sin film nummer tre, "Natlogi betalt" (1957), spiller hun en affarvet 'amerikanerpige' af yderst tvivlsom moral. Om Malene Schwartz kan 1950'ernes biografgænger altså sige det samme, som Groucho Marx sagde om Doris Day: jeg har kendt hende, før hun blev jomfru. For snart blev hun næsten lige så dydsiret som Day - den velopdragne, pletfrie heltinde i herregårdsfilm og folkekomedier. I 1960'ernes første halvdel blev det til ikke mindre end 15 af slagsen, for i denne periode lavede man særlig mange (dårlige) danske føljetonfilm, og Malene Schwartz stillede villigt op og var i reglen bedre end de historier og replikker, hun fik. Hun fører sig med stil på Ib Henrik Cavlings herregårde og giver de ferske roller et skin af intelligens og følsomhed. Og ind imellem undslap hun føljetonfilmene - som i idédramaet "Duellen" (1962), dog kun for at havne som det sagesløse offer for Knud Leif Thomsens reaktionære kvindesyn. Af folkekomedierne er den lune "Bussen" (1963) med Dirch Passer den bedste, selv om hun netop her virker træt og uoplagt i en utaknemmelig rolle som den pige, buschauffør Dirch hemmeligt er varm på. Uden for normen er også "Min kone fra Paris" (1961), hvor hun udmærket bestrider en birolle som strigle. I Erik Ballings halvtyske, halvlumre helflop "Halløj i himmelsengen" (1965) modvirker hun igen artigheden ved i et kort glimt at vise sig i bar figur, men i den vellykkede vaudevillefilm "Tre små piger" (1966) er hun tilbage i de tækkelige kjoler og fuld af livlig charme. Så heldig var hun ikke altid. Allerede i "Det lille hotel" (1958) optræder hun - i en tynd rolle - med en lettere grotesk hentehårsfrisure, og komedien "Min kones ferie" (1967) gør hende nærmest ukendelig med uheldig sminkning - ikke den bedste kur for sløje roller. Filmkarrieren ebbede ud. Det blev kun til to små roller som overklasseløg i "Jeg elsker blåt" (1968) og "Tro, håb og kærlighed" (1984), så hendes stærke vækst som skuespillerinde måtte foregå på teatret og ikke mindst på tv. For hun havde sin bedste rolle til gode: Maude Varnæs i "Matador" (1978-81), noget nær det definitive portræt af en forkælet, småneurotisk borgerfrue, undertrykt uden at erkende det. En vidunderligt velafstemt præstation af subtil komik og solidarisk indlevelse, hvor hun i toneperfekt ægteskabs-samspil med Holger Juul Hansens bankdirektør Varnæs udfolder tusind nuancer af borgerskabets ikke altid helt diskrete charme. Siden er hun set i fuld galgenhumoristisk vigør som den grotesk pylrende mor i Lotte Svendsens og Kim Fupz Aakesons 40-minutters tv-spil "Mors dag" (1996).