Tove Maës

Skuespillerinde. Født 30/4 1921, død 31/12 2010 - 89 år gammel. Gift 1º med skuespiller Carl Ottosen - ægteskabet opløst. Debuterede ved Odense Teater i 1942. Siden uddannet ved Det kgl. Teaters elevskole. Genopdagelsen af 1950'ernes Morten Korchfilm har medført, at Tove Maës forbindes med præstationer, hun senere fik svært ved at vedkende sig. Med sin troskyldige renhed, blond og blid som en bølgende kornmark, er hun blevet et nostalgisk klenodie, men ikke i egne øjne - "Jeg spiller dårligt, og det er nogle ferske roller", udtalte hun til Ekstra Bladet 1992. Senere roller viste da også et større potentiale. Allerførst var hun blåøjet, forelsket sekretær for Gunnar Laurings svindler i "Billet mrk." (1946), en lillebitte rolle med to-tre replikker, men med en stærk Lolita-udstråling, der modsiger hendes alder: 25 år. Det var i "Billet mrk..", at Astrid og Bjarne Henning-Jensen opdagede hende. Og hendes karriere begyndte for alvor med en hovedrolle, der kunne have gjort hende til verdensstjerne efter filmens premiere i New York. Som Ditte Godpige, Ditte Skarnstøs, kort sagt "Ditte Menneskebarn" er hun i 1946 den heroiserede repræsentant for dagligdagens kæmpende proletariat i Bjarne Henning-Jensens noget overvurderede Nexø-filmatisering. Gennemført renfærdig og hverdagsnær i sin pige-sensualisme, også under en nøgenbadning, der især i udlandet blev meget bemærket. Oplevet i dag er hendes Ditte på grænsen til det sødladne som det kære menneskebarn, der smiler til livet. Til gengæld toner de mere følelsesgrebne og tragiske scener stadig rent. Hun er - som en af de få - ubesmittet af slum-nedslidthed i "De pokkers Unger" (1947), hvor hun påfaldende ligner en glad teenage-Tove Ditlevsen i dennes oprindelige baggårdsmiljø. Det uskyldshvide forfølger hende i "I de lyse nætter" (1948), hvor hun er den bebrillede rige pige, der forvandles til en ombejlet prinsesse af Hans Kurts sanger. Derpå tager Morten Korch over, afbrudt af en heltinderolle i Johan Jacobsens lidet sete kriminalfilm "Nålen". Men både i Jørgen Reenberg-dramaet "Fodboldpræsten" (1951) og den tilstræbt poetiske "Himlen er blå" (1954) træder hun uden for normen: i den første illuderer hun udmærket som en trodsig pigehjems-oprører med et 'usædeligt' levned; i den anden er hun i en kort episode en sindssyg, æterisk pige med et erotisk fantasiliv. Denne i dag noget kunstigt virkende rolle gav hende en Bodil. Den psykiske afsporing fra "Himlen er blå" synes at smitte af på hendes rolle i Morten Korch-filmen "Flintesønnerne" (1956), hvor hun som rødhåret brud midt under festmåltidet vil slæbe Poul Reichhardt til køjs og snart dør i barselsseng. Nu er tiden kommet til karakterroller: i Svend Aage Lorentz' "Over alle grænser" (1958) er hun er den billige gås, som John Wittig af uransagelige grunde bedrager dejlige Helle Virkner med. En trist affære. - Rollerne bliver mindre og mindre, og hele seks gange sås hun i film, som datiden opfattede som blød pornografi, uden at hun dog havde deciderede 'sex'-roller. Blandt dem var det amerikanske incestdrama "Daddy, Darling!" (1968), der ikke har været vist herhjemme trods en overvægt af danske skuespillere.